Vi er samlet for både at holde et sprudlende forårsmarked og kirkernes sommerfest. Sådan som mennesker i århundrede har mødets for at udveksle nyheder og varer, synge, danse og nu også hoppe i hoppeborg, spise godt – og få nogle ord med på vejen til eftertanke, oplivning og oplysning.

Fester og ritualer er ofte lagt ind i årets gang efter den cyklus som var og er sat af naturens orden. Dette store rum og livgivende fundament som er forudsætningen for at vi mennesker overhovedet kan leve og udfolde os.

Så med vores menneskelige aktiviteter fejrer vi foråret, sommeren og dermed også livet og naturen, men måske uden at tænke så meget over vores forhold til og samspil med naturen. Den er der jo bare. Noget vi tager for givet, noget vi kan dyrke, bruge, nyde eller udnytte sådan som generationer har gjort før os. For naturen er der nok af, og den skal nok klare sig – og hvis ikke, så er det måske heller ikke så vigtigt. Så lang tid vi får vores behov som mennesker dækket

Og det er vel i overensstemmelse med den gamle oversættelse af Guds bud til Adam og Eva om at herske over alle dyr og planter. Ganske vist er ordet herske i nyere oversættelser ændret til at forvalte, hvilket kunne kalde på større hensyn til naturen og andre væsner på kloden, men der står jo ikke noget om ud fra hvilke værdier, etik og natursyn vi skal forvalte denne smukke og enestående planet. Den samtale kunne der være brug for.

I hvert fald er der mindre og mindre af den natur som ikke på forskellig vis tjener vores formål og behov.  Faktisk har vi kun overladt et par procent af landet til vild  og urørt natur, resten er opdyrket land, skovbrug, byer, bygninger og veje. Samtidig lever vi danskere som om vi havde rådighed over mere end 4 planeters frugtbare jord, vand, mineraler osv som mange af os omsætter til rigeligt med mad, forbrugsgoder, rejser, biler og store huse.

Vi haster afsted i vores liv som en handelsrejsende der skal nå gøre en god handel. Vi taler om at gøre noget andet, men fortsætter i de gamle spor. Så travlt har vi, at vi ikke har tid til at kigge til siden, tid til at lytte til naturen, tid til at hjælpe.

Og imens har både klima- og biodiversitetskrisen og faldende mental sundhed – ikke mindst hos vores børn og unge – langsomt listet sig ind på vores samfund.

Det minder mig om en af de mest kendte lignelser fra Det nye Testamente – den om Den barmhjertige Samaritaner. Ham vi alle helst vil indentificere os med. Men måske ligner vi mere præsten eller den tempeltjener der enten  ikke mener at det er deres ansvar, ikke lige har tid, ikke ved hvad de skal gøre eller måske frygter at miste noget.

Så vi går forbi og tænker at andre må klare krisen, andre der skal ændre livsstil, andre som må lide afsavn og tage ansvar. Vi har så meget vi lige skal nå. For det er jo svært både at ændre vaner, men ikke mindst virkelig at forstå hvad der er på færde og hvordan vi kan gøre noget. Jeg er jo bare mig

Og nej ingen kan afhjælpe alle problemer, men alle kan gøre noget

Og vi kunne jo begynde med at lade os inspirere af den barmhjertige samaritaner, som stopper op da han høre klageråb og lidelse. At åbne vores sanser, lytte og se og forstå med både hoved og hjerte at vi faktisk kan gøre noget. At vi kan række ud og både mærke smerten, men også samhørigheden.

Og her kommer den store udfordring for det moderne menneske – ikke kun at række ud efter dem og det der ligner os, men til alt levende. At mærke livet i både i det andet menneske, i andre væsner og i selve naturen. At række over den kløft vi har skabt mellem os og naturen og som har gjort os blinde for hvor forbundne og afhængige vi faktisk er af selve naturgrundlaget.

Men også hvor meget glæde og skønhed naturen giver os, ligesom det er velundersøgt at kontakt med og ophold i naturen både er godt for vores mentale og fysiske sundhed. Noget kan måles, men meget er uden for økonomisk beregning. For hvad er værdien af svalernes akrobatflyvning, lærkesang, duften af efterår og skovenes åndedræt.

Jeg tror den slags måske besværlige og ligefrem uvelkomne og forstyrrende tanker kan være nødvendige hvis vi sammen skal overvinde stadig mere påtrængende kriser. Men jeg er også ret sikker på at hvis vi sidder med tankerne alene og føler vi skal klare det alene, så bliver det alt for uoverskueligt.  Og vi ender nemt i opgivelse – eller fornægelse af at problemerne eksisterer.

I stedet skal vi vende os mod hinanden, mod fællesskaber – både dem vi allerede er en del af og de nye som opstår. Det kan være store nationale og internationale netværk, men også i høj grad de lokale. Lige her hvor vi bor, lever og arbejder – de mennesker og naboer vi deler liv og hverdag med.

For der sker det forunderlige at når vi begynder at handle, at gøre noget ved det som kan synes uoverskueligt og overvældende, så får vi kræfter til at være i det, så spirer der håb. Håb om at vores handlinger – store, små og mikro – kan gøre en forskel. At det betyder noget hvis vi får delebiler i byen og ikke alle køber nummer 2, at vi planter mikroskove, som kan opsuge CO2 og give plads til flere insekter, fugle og smådyr ligesom kvashegn og vilde blomster.  Og vi faktisk kan inspirere hinanden til at ændre madvaner i det små, når vi spiser sammen og nyder de andres anstrengelser for at bidrage til det fælles bord.

Derfor har vi etableret Nørre Snede Grønne Nabofællesskaber, hvor vi arbejder med helt konkrete grønne handlinger og initiativer her i vores lokalmiljø. Noget som kan gøre en lille forskel i sig selv, men som forhåbentlig også kan inspirere andre til både at tænke og handle grønt, uanset om man er et menighedsråd, en idrætsforening, FDF’er eller en børnehave.

Eller privat borger. For mange af os har jo haver hvor vi også kunne lave kvashegn, give lidt mere plads til vildskab og natur.

Hvorfor er en nyslået græsplæne og betonfliser smukkere end blomstrende valmuer og andet ’ukrudt’ og kvas, som havens øvrige beboere sætter pris på. Og her tænker jeg stadig på sidste års pindsvineunger fra min have, som jo gerne skulle kunne finde en grøn korridor ud i verden til mulige mager. Det kræver at naturen får plads.

Heldigvis er der andre som har taget den grønne og naturens dagsorden til sig. Lige over på den anden side af kirkegården har vi nu en frugthave, som bliver mere og mere vild. Jorden er ejet af kirken, forvaltet af kommunen og nu med både ideer og konkrete initiativer fra byens grønne nabofællesskab. I samarbejde med fængslet har vi fået lavet en masse insekthoteller som i løbet af efteråret bliver sat op med hjælp fra FDF’erne. Og til efteråret etablerer vi også i samarbejde med skolen og biblioteket Region Midts første mikroskov oppe på skolens areal. En begivenhed som vi kommer til at fejre med hele byen.

For lige så vigtig som det er hvad vi gøre hver især og hvad vi gør i de grønne nabofællesskaber, lige så vigtigt er hvad vi kan gøre i partnerskaber og samarbejde på tværs af eksisterende foreninger. For vi er i det her sammen – både de udfordringer klima- og biodiversitetskrisen giver os – og de muligheder vi skaber for at handle og leve sammen.

For jeg tror på at når vi trækker naturen tættere på, når vi sanser og mærker livet i alle dens udtryk og former, så bliver vi både gladere og sundere. Både vores fysiske og mentale sundhed er afhængig af jordens sundhed.

Det handler også om at give plads til det forunderlige, alt det vi ikke ved og forstår, men mærker. Om alle de spørgsmål som kan dukke op i både voksne og barnlige sind når man sætter sig midt i naturen.

Hvem satte knopper på birk og bøg? 
For hvem opfandt lærken og nattergalen? 
Og hvem bestemte, at netop svalen
sku’ være svale og gøgen gøg?

Måske får vi svar – måske står svarene og blafre i vinden, men for mig giver Halfdan Rasmussen et godt bud når han siger

Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror.
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evig stor.

Og hvis der ligger et barn i alt levende – så lad os passe på det og elske det som det var et barn

Tak for jeres tålmodighed og tid, tak for at lytte til dette forsøg på at give naturen stemme her midt i vores fejring. Og lad os så sammen synge hele Halfan rasmussens sang om kraften i naturen